tirsdag, oktober 27, 2009

garnudsalg og messe


Ja Mette og jeg skulle da også en tur sydpå sidste weekend. Ikke fordi nogen af os mangler garn, men måske var der alligevel noget, man ikke kan leve uden. Der var overraskende nok en smule shetlandsuld og lidt arwetta, ikke voldsomt meget, men nu var det jo heller ikke så længe siden, jeg fik en pakke fra Marianne
. Efterfølgende var vi i Fredericia, hvor vi hilste på Yt og Birgitte,som passede strikkecafeen, det var rigtig hyggeligt. Messen som sådan var nu ikke noget særligt, men jeg havde en rigtig dejlig dag i hyggeligt selskab

torsdag, oktober 08, 2009

ny trøje


Endnu en trøje er hoppet af maskinen. Hvem modtageren er???? ja gæt selv

ny bog


Der er nogle ting, man gerne vil have og så er der nogle ting, man ikke kan undvære. Britt-Marie Christoffersson´udstilling på silkeborg museum var helt fantastisk og da jeg fik at vide, hun havde udgivet en bog om netop de "strikkeprøver" hun udstillede, måtte jeg bare eje den. Glæder mig til at læse den, især billederne

mandag, september 28, 2009

børnetrøje


Af og til går det så stærkt, at jeg ikke kan holde styr på hvad jeg offentliggør af strik her, men denne søde trøje til Kristian er vist ikke set før. Den er næsten allerede for lille, men så får jeg heldigvis lejlighed til at strikke en mere

søndag, september 27, 2009

c25k

Nu er jeg i gang med 5. uge i selskab med c25k.com og i dag skulle jeg løbe 20 minutter, men måtte melde pas, så det blev til 2x 8 min som i forgårs. Det er også helt fint, jeg skal ikke forcere noget, men bare glæde mig over at jeg kan igen, men jeg kan stadig huske, hvor let det var at gennemføre halvmaraton dengang tilbage i tiden inden verden gik af lave. I dag løb jeg uden hunde, og nu ligger der to og surmuler her

fanø


Det var sørme da godt, jeg kom afsted. Vi hørte om lange bilkøer fredag aften, nogen nævnte op til 5 timers venten, men ca. 10 min. efter jeg ankom til Esbjerg lørdag morgen, strøj den gladeste bil på kajen ind til siden og tog mig op. Vi kørte direkte om bord på færgen. Første stop var forsamlingshuset i Sønder Ho, hvor der var fristelser i lange baner, dog brugte jeg ikke penge i denne omgang. Senere var vi en tur i Nordby, hvor udstillingen på biblioteket med Lone Bullingers smukke trøjer så absolut var turens højdepunkt. Vi ledte noget efter den gamle skole, der var ingen skiltning overhovedet-en stor mangel, men endelig fandt vi den og der kom dankortet op af lommen. Karen Noe har nemlig lavet ballonkjolen i uld nu og jeg købte et kit i en meget smuk lilla kulør

Ved femtiden tog vi færgen tilbage, ventetiden var kort, og efter godt to timers kørsel var jeg hjemme igen, træt men opfyldt af gode indtryk.

mandag, august 10, 2009

forelsket


Nej, det er ikke et dårligt billede, hvor hovedpersonen kun er med helt ude i siden. Hovedpersonen er lige midt i billedet, nemlig den kajak, jeg skulle padle i, da jeg for første gang nogensinde skulle prøve det. Hold da helt fast,det var lækkert. Nu hører det så også med til historien, at jeg er født vandhund, men jeg nød det altså.Og vi så sæler, hele tre styks. Fed oplevelse

fredag, august 07, 2009

feriebilleder

Ja, nu er det godt nok ved at være længe siden, vi kom hjem fra ferie. En ganske aldeles vidunderlig ferie. Dog er en uge i storbyen lige i overkanten for os begge, Vi er jo nok mere til sårnt lidt øde og stille steder, men vi var da også på et par ture ud i højlandet og så bl.a. et reservat for den sorte Grouse, som efterhånden næsten er udryddet i Skotland. Mine feriebilleder kan ses på Webshot-link i højre side
Der bliver skam også strikket lidt, selvom tiden er knap, men det kniber altså med at få lavet fotodokumentation. Jeg har gang i lidt børnetøj-Hjalte er jo snart 8 måneder, så han kan godt bruge noget, og en enkel bluse eller tre til mig selv er det såmænd nok også blevet til

mandag, juni 29, 2009

Lykke

Lykke er, stille varm sommersøndag på en bænk i skyggen, med et strikketøj, et vattæppe og en god pude i ryggen, og så blive tævet af sit barnebarn på snart 10 i kirsebærstensspytningskonkurrence

tirsdag, juni 09, 2009


Det ser sørme ud til, at gartneren havde ret, da han sagde, at denne her valnøddetype sætter frugt efter kun to år. Det bliver da rigtig spændende at se, om de holder til høst

fredag, juni 05, 2009

stadig i live

jaa det er jeg vel, men jeg synes filme, det trækker tænder ud-livet altså. 2 jagthunde med krudt i rumpetten, og en mand, der nærmest bare er på gennemgang, så er der nok at se til. Fuldtidsarbejde (løntilskud), hvilket også betyder fuldtidsledig, med alt, hvad det betyder af ansøgninger, dokumentation og møder, det kan vist gøre enhver forpustet. Nå, men der bliver da heldigvis tid til strik, mange ting i gang, men ikke noget færdigt lige pt.
Og så månedens gode nyhed!!!! tada!! vi skal til Skotland og vi glæder os-ja vi gør så, nu har vi altså også snakket om det længe, længe. Flybiletten er bestilt og betalt, hundene er afsat og passet er ikke for gammelt, så kommer alt det andet nok også til at falde i hak, der er jo trods alt en måned til

fredag, marts 27, 2009

multitaskning

Øv, den motionscykel står bare der og griner af mig, men det er simpelthen dødkedeligt at sidde der og trampe i pedalerne og ikke komme ud af stedet. Jeg er nødt til at finde på noget motion, jeg kan klare, så på den igen, ZZZZZZZZZZZZ kedeligt selv om radioen kører.
Men et nøgle garn og en god rundpind senere er det ikke så kedeligt mere, tiden flyver afsted- og inden jeg får set mig om, har jeg kørt godt 14 km på en halv time samtidig med, at jeg har strikket ca. 5 cm på en lille klud i noget bæbrunt bomuld, måske en ny karklud, som faktisk er rigtig gode i hjemmestrikket udgave

onsdag, marts 25, 2009

Okay trøje



Jeg er altså rigtig godt tilfreds med min nye trøje. Garnet har været igennem Kathe`s kyndige farvehænder. Hun mente nu sagtens, hun kunne matche både Noro og Kauni, og det kunne hun bestemt.
Ellers er der ikke så meget at sige om den,udover at jeg lavede bærestykket tre gange før den var i hus. Egen opskrift med en snert af Elizabeth Zimmerman, hun kan noget med tal og forholdsregning.
Så var planen faktisk, at jeg skulle ud at cykle en tur idag, men der er pinedød koldt for fingrene, men nu er cyklen i det mindste køreklar med nye dæk og ny kæde. Nå, en kop kaffe, lidt strik og en lydbog er vel også ligeså godt som en cykeltur

søndag, marts 08, 2009

farvelade


Det er da det mest triste og grå vejr, jeg længe har oplevet, og hele kadavret værker. Jeg trænger til sol, sol, sol, og varme.
Nå, heldigvis kan man jo selv skabe lidt lys og glæde med et farvestrålende tørklæde-et nøgle noro strømpegarn, et par pinde og et simpelt mønster, og en ny ynglingshalsklud er født

søndag, marts 01, 2009

Aflysning

Turen sydpå blev ikke til noget. Hjalte må undvære sin bedstefar lidt endnu. Hundene stak af kl. 7.00, Benny havde ved en fejl lukket dem begge ud på en gang, og de kom ikke hjem før fem (5) timer senere. Det er også noget, Lady aldrig kunne finde på at gøre, da hun var eneherskende her, og Jawa løber heller ingen steder, når hun er alene ude, men sammen.
Om jeg er sur, naaai hvordan %&¤#"")(/;:?#" ku i da tro det

lørdag, februar 28, 2009

trøje


Tja, så gik der lige en uge, inden vi kom videre i teksten.Mange tak for de søde ord og gode råd, det varmer meget, at der er nogen, der bekymrer sig om en. Garnudsalget gjorde underværker,mit humør blev straks meget bedre og hunden blev tilgivet- igen.
Der blev bl.a. købt lidt arwetta i en lækker brun farve, det kom der en lille trøje-størrelse Hjalte ud af.Den bliver afleveret personligt i morgen, for nu har bedstefar ikke set det lille pus siden jul, så det må være på tide at vi lige smutter en tur til Haderslev og hilser på

lørdag, februar 21, 2009

undkyldninger er der nok af

Når man får konstateret mavesår, polypper på tarmen og spiserørsbrok, samtidig med at gemalen er taget til Polen og efterladt mig alene med to hunde, hvoraf den ene er i puberteten( den fik lige onduleret min bedste 3 mm. rundpind til strømpestrikning, pisset på gulvet,ødelagt hegnet til hønsegården og gnavet en agave ned til ukendelighed), så er det jeg tænker, om det ikke ville være en god ide`at tage til garnlagersalg for lige at få blodtrykket ned på et stabilt leje igen

tirsdag, februar 10, 2009

Hva så

Så står man der, ved begyndelsen af et nyt år, arbejdsfri og tid nok. Så er der straks 1000 ting, der skal strikkes. Gode venner, der skal besøges. Ting, der skal læres. Ting, der skal nydes og ting, der SKAL gøres.Men herregud, der er jo masser af tid, så det går nok alt sammen.
Så er det lige telefonen ringer midt i et regnskabskursus:Vi har altså brug for.... Vi har altså snakket med........ Vi har altså hørt...... Ku du måske tænke dig. Jow det ku jeg godt tænke mig, selvfølgelig ku jeg det. Så er det slut med masser af tid, til gengæld får jeg masser af udfordringer, og det kan jeg fisme også godt li

søndag, februar 01, 2009

jægeren

I går tikkede en sms ind fra sønnen min: Jeg har lige skudt et krondyr mor.Selvfølgelig blev jeg da nysgerrig og ringede op. Knægtens stemme dirrede stadig, han var helt overskruet af glæde og det er da stort, når man kan være så heldig(dygtig). Han lovede at sende billeder, men de er ikke dukket op endnu, så det må blive billedløs, men stort tillykke min knajt

søndag, januar 25, 2009

Strik-in og "snevejr"




Dagen i går bød på et usædvanligt dejligt strik-in hos Lotte i Øster Snede.Hendes hus bærer tydelig præg af, at hun er et meget kreativt menneske, og hun forkælede os godt og grundigt. Sårn`t ved nærmere eftertanke er det jo lidt underligt at tage på besøg hos et vildt fremmed menneske, man kun kender via nettet, men det virkede som om, vi alle havde kendt hinanden i flere år.Snakken gik lystigt fra første sekund Gad vidst, om det kun er strikkere, der opfører sig sådan, eller er vi lidt unormale.Nå, men jeg har nu heller aldrig påstået, jeg var normal.
Da jeg kom hjem, havde Jawa hygget sig med at lave snevejr i hele stuen, så der skulle lige ryddes lidt op, inden Jan og Lajla kom med Lady, som nu har været på ferie hos dem i 14 dage