onsdag, januar 27, 2010

at skrive brev


Jeg synes, sms er en fantastisk ting, det er nemt, effektivt og budskabet når frem.
Jeg er stor tilhænger af email, det er nemt, effektivt og budskabet når frem.
Jeg er pjattet med Google street wiev, for så kan jeg bedre fornemme de omgivelser, yngstebarnet befinder sig i der down under.
Men for filan, hvor er det anderledes skønt at få et håndskrevet brev fra barnebarnet. Bogstaverne er lidt skæve og bestemt ikke lige store, men meningen er ikke til at misforstå. Så er jeg selvfølgelig nødt til at svare, og det er lidt underligt, for det sker sjældent, man skriver i hånden, der skal tænkes lidt mere, for der er ingen del-knap, hvis man laver en fejl. Nu håber jeg, han kan læse min håndskrift

tirsdag, januar 26, 2010

hueopskrift

Lene har efterlyst opskrift på huen,den er "hjemmelavet", men jeg deler selvfølgelig gerne.Jeg har ikke skrevet noget ned, men prøver alligevel
Alm 4 trådet strømpegarn, jeg har brugt ensfarvet blå og forskellige selvstribende rester
Pind 3.25
Der er slået 144 masker op, strik rib 2 ret med blå garn, 2 vrang med multi.
Strik 15 cm og tag derefter ind på hver pind. Jeg har ladet 4 blå striber fortsætte op og taget ind på begge sider af dem. Py ha, det er da svært at forklare på skrift.
altså * 2 ret (blå), 2 m. sammen, 30 m. i rib, 2 m. sammen.*, gentag 3 gange mere
næste række er så 2 ret(blå) 2 m. sammen 28 m. i rib, 2 m. sammen, und so weiter
Der tages ind på hver pind indtil der er 12-16 masker tilbage og derefter lige op til antennen er tilpas.
håber det er forståeligt

hue



Nu bliver man jo ikke sådan erfaren skiløber, bare fordi man har været ude et par gange, men jeg har alligevel lært, at en hue er nødvendig, så lidt strømpegarn og en rundpind senere,og en hue til mine øre er klar

søndag, januar 24, 2010

trøje



Så fik jeg også trøjen gjort færdig, bullen er strikket i hånden, resten på maskine. Også her er der brugt supersoft, indkøbt hos Marianne, som nu har lukket sin webshop, men holder lagersalg om lørdagen.
Så mangler jeg bare at tage stilling til , om der skal lukkelse på eller??

De mønstrede strømper er trævlet op, det blev noget fikumdik, men jeg forsøger bare igen

sømandskjole


skulle man måske prøve med en Faktaboks
Design:Bente Rønbjerg
Forbrug:350 gr. supersofft
strikket på maskine, desværre for lang, så den ryger til Gitte, som er højere end mig

onsdag, januar 20, 2010

go dag

Det har været en goeste dag. Helt uden billeder, for jeg havde rigeligt at gøre med at holde balancen, da jeg fik pindene spændt under fødderne.Lone og jeg mødtes ved Viborg golfklub og tog en tur rundt på de anlagte løjper, ikke så langt, men hvor var det hyggeligt, og jeg opdager sikkert helt nye muskler i min krop i morgen

tirsdag, januar 19, 2010

jubii

Endelig løber der varmt vand gennem rørene i gulvet i forgangen.
Endelig har jeg hentet lydbogen Efterskælv af Arne Dahl.
Og så skal jeg i aften være sammen med Mette og Lisette Jeg klager ikke det mindste

tirsdag, januar 05, 2010

strømper


Jeg må jo holde mine nytårsfortsætter, ikke sandt, så jeg er gået i gang med et par, strikket toe up, med en for mig ny type hæl. Mønstret har jeg fundet på ullaneule.net, hvor det bliver brugt til luffer. De ser lidt smalle ud, men mon ikke det går, ellers må jeg forære dem væk til nogen med en smallere fod end min

sne


Uh ha, som det da er flot. Heldigvis skulle jeg ikke ud at køre i dag. Benny tog på arbejde i Viborg fra morgenstunden, men kom hjem inden middag. Den kommunale vej var ikke ryddet, men naboen havde ryddet vores vej. Ikke at vi kan se det nu, alt er lukket igen

mandag, januar 04, 2010

nytårsfortsæt

Det går rigtig ofte galt med mine nytårsfortsætter, måske fordi det altid er noget,jeg i virkeligheden ikke synes er sjovt.I ved, det der med mere motion og spise sundere og tabe mig og sårnt Så hvis jeg skal komme med et par bud på noget, jeg kan gennemføre, må det være:

1.At afprøve nogle af de fantastisk mange strømpeopskrifter, der ligger på Ravelry. Jeg har været medlem? eller siger man på? ravelry over et år uden rigtig at have fundet fidusen, men forleden opdagede jeg alle de spændende strømper,der bliver lavet overalt på jordkloden, især blev jeg fanget af de mange forskellige måder at lave hælen på-så det er mit første fortsæt

2. At blive noget bedre til at bage gærbrød. Jeg var god engang, men er kommet helt ud af træning. Jeg fik heldigvis en god bagebog i julegave og den første opskrift er afprøvet: Franskbrød med kærnemælk og de blev godt modtaget.

2 ting, der med rimelig stor sandsynlighed kan gennemføres

fredag, januar 01, 2010

ballonkjole



Jeg er rigtig glad for min ballonkjole, faktisk så glad, at jeg er i gang med én mere. Ja det var altså lige indtil jeg så disse billeder, for jeg ligner da mest af alt en overfodret hamster. Det er selvfølgelig ikke kjolens skyld, men mon ikke den ville sidde bedre, hvis jeg kom af med noget af mit sul