en mors trængsler

Jeg er altså ikke en hønemor. Jeg synes ikke, det var forfærdeligt, da ungerne flyttede hjemmefra. Jeg nød roen og freden, men var selvfølgelig rigtig glad, når de så kom på besøg. Nu sker der så lige det, at sønnike i lørdags fortalte om et job, han havde søgt for et års tid siden. I går skulle han først tale med en kammerat, der er ansat i firmaet og i dag skulle han ringe til chefen, som bor i Singapore. Hvis han kunne, måtte han meget gerne starte på mandag-i Singapore, jamen for hunde da, det er da alt for hurtigt, jeg kan da slet ikke nå at vænne mig til tanken om at han skal så langt væk.