mine to hundeløbevenner

Vores to hunde er så forskellige som nat og dag, selvom de er samme race.
Jawa på 4 er en udpræget gadedreng, parat til sjov og ballade, med på den værste og så alligevel lidt af en pivskid på visse områder, fordi hun engang blev angrebet af naboens lille hund under en af vores løbeture.
Når jeg trækker i løbetøjet er hun klar, begynder at hoppe rundt, træder mig over tæerne i sin iver efter at komme først ud af døren og i samme sekund, vi er ude, suser hun afsted. Efter lidt hiven i snoren , går det så nogenlunde, men hele tiden er hun enten langt foran, eller langt bagude.
Det betyder jo så, at jeg aldrig rigtig kommer ind i en god løberytme, for pludselig er der jo også en mærkelig plet på jorden, der skal undersøges, lige der hvor jeg er ved at sætte min fod. Så må jeg lynhurtigt tage et chassetrin for at undgå hende.
Eller der er noget inde mellem træerne, der skal observeres, så jeg er ved at falde over hendes lille stive hale, der står som en anden antenne lige i vejret. Når hun løber foregår det med tungen hængende langt ude af munden, hun puster og stønner og savl og fråde står omkring hende. Godt hjemme igen smider hun sig på gulvet, godt udmattet.
Lady på snart 12 bærer sit navn med rette. Hun er så absolut en "Dame", men hun reagerer også på mit løbetøj.
Som regel går hun ind i stuen og lægger sig, eller gemmer sig i kurven. Så er budskabet jo klart nok, jeg vil ikke med i dag. Men når hun så kommer i tanke om, at hun godt vil med, gør hun sig til. Lægger sig i "klartillegpositur" med forbenene på jorden og rumpen lige i vejret eller hun begynder at springe rundt som en forårskåd bryggerhest. Hun venter selvfølgelig på, at døren bliver åbnet for hende. Når vi er kommet i skoven, skal der lige snuses lidt, inden hun med sin sædvanligt overlegne stil sætter i gang. Hun finder et tempo, der er enhver maratonløber værdigt, ligger altid et skridt foran mig, og fortsætter sådan let og ubesværet, med lukket mund og uden spor af anstrengelse til den bitre ende, hvorefter hun elegant hopper ind i bilen igen og jeg kan stadig ikke høre hendes åndedræt. I dag var en af de dage, hvor hun gerne ville med, og det er ren nydelse